Thurøhallen har under overskriften “Fremtidens hal” i flere år arbejdet med fornyelse af forretnings- og driftsmodeller samt vedligehold og forskønnelse af bygninger og inventar, og introducerede i 2017 elektronisk sport som ny aktivitet.

eSport er på få år vokset til verdens største sport og estimeres alene i Danmark til at beskæftige op imod 600.000 aktive.

eSport er en seriøs sport på niveau med eksempelvis håndbold og fodbold, der kræver træning, viljestyrke og vedholdenhed.

Godt hjulpet af eSport Danmark, DGI, Otterup eSport og Svendborg Kommune stiftes i 2017 Thurø eSport, der er medlem af DGI, eSport Danmark og SIS og har ca. 60 medlemmer i alderen 9-25 år.
Med 26 high-end gamer computer og modere undervisningsudstyr kan vi bl.a. tilbyde holdtræning indenfor Counter Strike: Global Offensive, League of Legends og Fortnite. Der er investeret op imod en 1/2 million kroner i professionelt udstyr, faciliteter, instruktører samt uddannelse.
Uddannede og talentfulde instruktører står klar til at udvikle og inspirere Sydfyns hastigt voksende gamer-miljø.
Med afsæt i Svendborg Kommunes Åben skole samarbejde tilbyder TeS også skræddersyede udviklingsforløb til elever og studerende i folkeskoler, i privat skoler, på ungdoms-uddannelser og på videregående uddannelsesinstitutioner.
TeS er ligeledes udviklingspartner og indholds- og udstyrsleverandør til Svendborg Efterskolen nye eSport og Teknologi linie.
Med afsæt i lokationerne Thurø eSport øst på Svendborg Efterskole, Skårupøre Strandvej 3 og Thurø eSport midt på Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier, Skovsbovej 43 gør vi det muligt for gamere i hele Svendborg, at udvikle deres talent på niveauerne Bredde, Talent og Elite gennem udviklingsprogrammerne Thurø eTalent og Thurø eFitness.

TeS har ambitioner om løbende at arrangere Bootcamps og LAN-parties i større eller mindre omfang.

Er du eller dit barn gamer på Sydfyn, så har du mulighed for at dele din passion med andre og blive medlem af et udviklende, udfordrende, sjovt og socialt fællesskab.